Forretningsvilkår

De følgende forretningsvilkår er gældende for de sager/opgaver, der løses af thurø wegener Advokater, medmindre andet er skriftligt aftalt.

Modtagelsen af sagen
Ved modtagelsen af en sag undersøger vi gennem vores interne procedure herfor, at der ikke foreligger en interessekonflikt.

For at sikre overholdelse af hvidvaskloven, der skal forhindre hvidvask og finansiering af terrorisme, er vi som alle andre advokatvirksomheder forpligtede til ved opstart af alle nye sager, at sikre os klientens identitet, hvorfor klienten vil blive bedt om at udlevere dokumentation for navn, adresse og CPR- eller CVR.nr. Det skal ske i form af pas eller kørekort samt sygesikringsbevis eller tilsvarende. Oplysningerne skal opbevares i minimum 5 år efter klientforholdets afbrydelse.

Behandling og afslutning af sagen
Den rådgivning og bistand vi yder sker i fuld respekt for de advokatetiske regler. Det betyder bl.a., at vi vil hævde og forsvare klienternes rettigheder og friheder og være deres uafhængige rådgiver.

Karakteren og omfanget af rådgivningen vil i hver enkelt sag blive aftalt løbende med klienten.

Fortrolighed
Alle oplysninger modtaget af eller om klienten behandles fortroligt uden tidsbegrænsning.

Uafhængighed
Vi er uafhængige af kommercielle interesser, og det er en selvfølgelighed, at vi udelukkende varetager klientens interesser.

Honorar
Honoraret fastsættes med afsæt i arbejdets omfang. Sagens betydning for klienten, værdien af rådgivningen, ansvaret forbundet med rådgivningen, sagens kompleksitet og det opnåede resultat indgår også som parametre ved en sags afregning.

Omkostninger og udlæg, der relaterer sig til sagen, betales af klienten ud over honoraret. Det kan for eksempel være tinglysnings- og retsafgifter, gebyrer, rejse- og opholdsudgifter samt udgifter til forplejning. Hertil kommer kopierings- og forsendelsesudgifter i ikke ubetydeligt omfang.

Efter anmodning fra klienten giver vi som led i indgåelsen af aftalen om juridisk rådgivning oplysning om de vigtigste elementer i vores bistand og et skøn over honoraret. Kan der ikke skønnes over honoraret, vil der i stedet blive oplyst om den måde, som honoraret vil blive beregnet på.

Ydes rådgivningen i et forbrugerforhold følger det af de advokatetiske regler, at de ovenfor beskrevne oplysninger om honorarets størrelse mv. skal gives, selvom klienten ikke har anmodet herom.

Det må påregnes, at der skal ske indbetaling a conto omkostninger inden en sag påbegyndes.

Afregning mv.
Hvis en sag er af længere varighed, er det udgangspunktet, at der foretages a conto afregning hvert kvartal. Er der ingen aktivitet i sagen i en længere periode, kan der i stedet afregnes hvert halve år. I sager af kort varighed afregnes der normalt ved sagens afslutning.

Betalingsbetingelserne er netto 14 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes renter i henhold til renteloven.

Advokatfirmaets retlige form
thurø wegener Advokatanpartsselskab, CVR. nr. 30703197, er et anpartsselskab, hvor anpartshaverne er Lars Thurø Møller og Lisbeth Darling Wegener via vores respektive advokatanpartsselskaber: Advokatanpartsselskabet af 4/7 2007, CVR nr. 1332001 og Advokatanpartsselskabet Listrape, CVR. nr. 31331684.

Ansvar og forsikring
Advokatfirmaet er ansvarlig for al rådgivning efter dansk rets almindelige regler. Advokatfirmaet er lovpligtig ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab, og der er i samme forsikringsselskab stillet lovpligtig garanti for klientkontomidler efter Advokatsamfundets regler herom.

Forsikringsselskabet er Codan Forsikring A/S, Gl. Kongevej 60, 1790 København V, Tlf. 33555555. Policenummer: 683 020 671 8

Lovvalg og værneting
Alle tvister i anledning af advokatfirmaets rådgivning, herunder om fortolkningen af disse forretningsvilkår skal afgøres efter dansk ret.

Eventuelle tvister kan kun indbringes for danske domstole.






ThurøWegener | Postboks 110 | Korsgade 1 | DK-4200 Slagelse | Tlf. 58503110 | Fax. 58501416 | tw(AT)thurowegener.dk Powered by NHL-DATA - eZ Publish open source cms